+45 97161418  

Campingtur Bornholm (1)


Udgangspunkt for første del af denne campingtur er Gudhjem Camping, Bornholm

Jeg laver min beskrivelse af mine campingture ud fra at jeg kan lide at køre rundt ude i naturen og se på den.
Jeg planlægger som oftest min tur dagen i forvejen ud fra nogle ting, jeg synes er interessante at se og så kører jeg hovedsageligt på små veje - også på hullede grusveje - og jeg kører med både kort og GPS som hjælp.
 
Jeg valgte Bornholm som mål for denne campingtur. Det er mange år siden jeg har været på Bornholm (faktisk 53 år) og der er mange spændende ting at se på kan jeg huske. Nogle af stederne har jeg været på dengang i 7. klasse med skolen og så er der en del steder jeg ikke har set før. Men det er jo den mulighed der er, når man kører alene rundt,, og den benytter jeg mig af.
 
Fotoet herover er taget ud af døren på min campingvogn og viser noget af den utroligt flotte udsigt der er herfra.

Mandag 15. maj

Efter turen herover med sejlads fra Køge kl. 0.30 og ankomst til Rønne kl. 6.00 og så turen hertil, var jeg egentlig rimeligt træt, så det blev ikke til så meget i dag. Jeg ville egentlig køre mig en lille tur, men kommunens folk er i gang med at lægge nyt fortov i den en side af gaden herned til campingpladsen, så da jeg ville ud herfra igen, holdt der en lastbil midt på vejen og læssede rester fra det gamle fortov på. Jeg kunne godt komme forbi ved at vride bilen op over fortovskanten, men da det er skarpkantet granit valgte jeg at køre tilbage til pladsen igen og gik så en tur ind til Gudhjem, ned til havnen og retur.
Foto af Gudhjem Kirke, som jeg kom forbi på vejen ind i byen og igen på vej tilbage.

På vej rundt i Gudhjem

Gaderne er stejle...

Blomster pudsige steder

Der skal ikke meget plads til for at blomster kan gro

Videre rundt i byen

Et kig ned over havneområdet. Jeg er her på vej op ad Kirkestien.

På vej tilbage

Her er jeg nået næsten op til kirken igen og kigger ned over byen

Tirsdag 16. maj

Jeg gik i seng kl. 20.50 i aftes og sov i ca. 9½ timer - så nu er jeg frisk igen til at se mig om.
Jeg startede med at se Østerlars Rundkirke. Interessant at se denne kirke både ude og inde. Læs evt. om kirken på kirkens egen hjemmeside.

Bornholms Middelaldercenter

Herefter kørte jeg lidt tilbage mod Gudhjem og svingede ind til Bornholms Middelaldercenter. Her fik jeg en rigtig god fornemmelse for, hvordan mange ting foregik i middelalderen.
På billedet ses Gildehuset og smedien. Og gildehuset er ikke tl at holde gilder i, men navnet henviser til faglige gilder (altså noget i retning af fagforeninger). Her mødtes man og talte om nye ting inden for den faglige udvikling.

Bornholms Middelaldercenter

Middelaldercentret er for alle, både voksne og børn. Jeg så en skoleklasse fra Rønne, som var på besøg og det så ud til, at de havde det rigtig festligt. Der er rundvisninger fra kl. 13-15 mandag til fredag med forskellige temaer fra 1.5. - 23.6. og igen 14.8. - 29.9.
I højsæsonen  - skolernes sommerferie - er der rigtig meget at opleve på middelaldercentret - og særligt i børnehøjde!
Billedet viser stedets køkken, hvor guiden fortalte mig, at der for et stykke tid siden var et hold spejdere og de havde medisterpølse med til hele flokken, så da var der ikke bare et bål som på billedet, men bål hele vejen rundt på platformen og så med jernriste over, var der fine muligheder for at grille pølser til mange.

Bornholms Middelaldercenter

Jeg tager lige et enkelt billede mere med fra centret.
Billedet viser herskabets hus, som er væsentlig mere "moderne" end de andre huse. Jeg kan kun anbefale at besøge centret - det er meget spændende efter min mening.

Hammershus

Billetten fra Middelaldercentret gælder i en uge og den gælder også til Hammershusudstillingen. De anbefaler at man går ind og ser denne udstilling inden man går op i Hammershusruinerne, for at man bedre kan danne sig et indtryk af, hvordan stedet var indrettet.
Jeg viser mit første billede fra Hammershus, hvor jeg holder på P-pladsen med udsigt mod ruinen og udstillingsbygningen i den hvide bygning. Denne bygning bliver fjernet om et stykke tid når et nyt infocenter er færdigbygget.

Hammershus

Her er jeg nået op til indgangspartiet til Hammershus.

Hammershus

Og så viser jeg lige et sidste billede fra ruinen, som også er blevet/bliver renoveret. Man skulle blive færdige her i 2017 efter tre år med stilladser her og der.

Onsdag 17. maj

Jeg spadserede en tur ind til Gudhjem og kunne selvfølgelig ikke lade være med at tage billeder igen. Så lige et mere fra Gudhjem. Færgen til Christiansø afgik kl. 10 og er på billedet lige sejlet afsted. Denne dag (Norges nationaldag) var der en flok mennesker der sang på kajen og der var også mange norske flag at se blandt de tilstedeværende mennesker.

Formiddag

Efter spadsereturen tog jeg nu bilen og kørte ud til Helligdomsklipperne. Jeg parkerede på P-pladsen og gik ned til klipperne. Jeg har her valgt at vise et af de billeder jeg tog nede mellem klipperne.

Eftermiddag

Fra Helligdomsklipperne kørte jeg en lille rundtur til bl.a. Rø og Østerlars - herfra videre til Østermarie og Bølshavn og så tilbage til campingpladsen. Om eftermiddagen gik jeg mig en tur til Melsted og Landbrugsmuseet der. Jeg viser her et enkelt billede derfra.

Eftermiddag

Da jeg var tilbage igen tog jeg min kaffe og gik derefter ind til Gudhjem igen, men denne gang ad Kyststien, som går ude i klipperne fra campingpladsen og ind til havnen.
Hjemturen gik op gennem byen og tilbage til campingpladsen via Jernkaasvej.
Jeg har gået pænt meget i dag. Iflg. skridttælleren i min telefon har jeg gået ialt 7,87 km.

Torsdag 18. maj

Jeg har til dagens tur udset mig nogle delmål. Det første jeg var inde at se på var Louisenlund, som ligger lige ved krydset mellem Svanekevej og Louisenlundvej. Det er en lund med Bornholms største samling af bautasten. Der er ca. 50 bautasten i lunden, som blev købt af Frederik VII og opkaldt efter Grevinde Louise Danner. og sikrede et årligt beløb til vedligeholdelse af stedet. Senere er det overgået til Jægersprisstiftelsen, der stadig ejer stedet.

Paradisbakkerne

Jeg fortsatte til Paradisbakkerne, hvor jeg valgte at gå ad den røde spadsererute - næsten da. Første sted jeg var inde at se på var Rokkestenen.
Jeg kan svagt huske den fra for 53 år siden da jeg sidst var her, men den er stadig stor og fin. Jeg kunne vist ikke rokke med den (hvis jeg kunne var det så lidt, at jeg ikke er sikker på det), men der står på et skilt, hvordan man bedst kan få den til at bevæge sig lidt.

Grydesø

Et stykke efter Rokkestenen - alt efter om man følger den røde sti den ene eller anden vej, finder vi Grydesø som ligger rigtig flot inde i skoven og da jeg kom hen til den var jeg næsten i højde med vandoverfladen, men blot små 100 meter længere fremme var jeg på en klippe højt over søen. Jeg har valgt at vise billedet fra klippen.

Fjældstauan

Fra Grydesø gik jeg lidt videre, men vendte så om og gik tilbage til Rokkestenen og fordi jeg ikke var helt sikker på, hvor den røde sti var videre om til Fjældstauan valgte jeg at gå tilbage samme vej som jeg var kommet fra og så dreje ind mod Fjældstauan næsten tilbage ved P-pladsen - og så kom jeg på noget der minder lidt om bjergvandring, som det nok kan anes på billedet.

Fjældstauan

I 1925 oprettede Rektor Hartvig Møller sin ejendom "Fjældstauan" i Paradisbakkerne som Bornholms og Danmarks første uofficielle vandrerhjem, idet han ud fra et idealistisk synspunkt stillede dette prægtige feriehus til fri afbenyttelse for spejdere, skoleelever og anden ungdom på vandreture her på øen. Dette kan læses på dette link.
Huset er nu på private hænder og bruges som sommerhus, har jeg læst et sted

Egeby Stubmølle

Fra huset i skoven gik jeg tilbage til bilen og eftersom jeg kunne se, at der ikke var ret langt over til Gammelborg valgte jeg at køre dertil for at holde min frokostpause. Mens jeg spiste fik jeg selskab af en kat, men den viser jeg ikke billedet af, men fortæller blot, at da jeg efter frokost gik ind mod Gammelborg og kom tilbage derfra efter at have opgivet at komme helt derind (syntes ikke mine ben var helt friske mere) var katten gået igen. Jeg kørte videre og kom forbi et seværdighedsskilt til Egeby Stubmølle - og den måtte jeg da lige ind for at se. Og det får du som læser dette også lov til.
Møllen er opført 1787, omsat 1794, fuldt restaureret 1996-1999. Fredet 1964.

Rytterknægten

Jeg havde noget besvær med at finde frem til Rytterknægten fordi mine kort ikke var tydelige nok til at jeg kunne se hvor jeg måtte køre og hvor jeg ikke måtte. Og jeg havde ikke en præcis adresse til GPS'en så jeg prøvede mig lidt frem og kom da også dertil tilsidst. Adressen er: Kongemindevejen 2, 3720 Aakirkeby. Jeg kan så se i det link, jeg har lagt ind herover, at der står de præcise GPS koordinater, men det så jeg ikke før nu.
Jeg var et stykke oppe i tårnet, men havde ikke lyst til at gå op ad de sidste mange stejle jerntrin, så jeg vendte om halvvejs oppe ca.

Lilleborg

På vej fra Rytterknægten mod Gudhjem kom jeg forbi ruinerne af Lilleborg som hører til blandt de ældste kongelige middelalderborge i Danmark. Her var jeg en tur oppe for at se på ruinerne og kom også til at tage en del billeder, men jeg har valgt et, som jeg viser her

Tilbage i Gudhjem

Det var rigtig flot vejr i dag, så da jeg kom tilbage til campingpladsen satte jeg mig udenfor og nød solen et stykke tid, men kom så i tanker om, at jeg ville gå en tur ud af byen til det udsigtspunkt, der er lige nord for byen og hvor der står en flagstang med flag på.

Gudhjem

Da jeg tager videre her fra Gudhjem i morgen er dette billede nok det sidste jeg tager med i denne omtale af min 1. del af campingturen. Billedet er fra stien langs kysten fra Gudhjem tilbage til campingpladsen.
 
Mere fra Bornholm i næste afsnit.
 
Jørgen
18.05.2017
Om Sørens Camping
1. marts 2005 : Søren Olsen - bornholmer - er nu på egen boldgade med forretningen Sørens Camping mellem Herning & Snejbjerg.

Med næsten 30 år i branchen er Sørens Camping et sikkert sted at lave sin handel
Har pr. 1/2 2006 udvidet med Enggårdvej 31 og vi har også en hal på ca. 450m2
fra 2007 til 2010 havde vi en afd. i Klemensker på Bornholm.
Febuar 2008 Blev vi Camp-let center: Så vi Sælger nye Camp-letter.
se de sidste nye modeller hos os.
Jeg har over 28 års Camp-let erfaring.
1 dec. 2012 Åbner vi nye lokaler 1400 m2 på Teglvænget 7-9
1. marts 2015 holder vi 10 års jubilæum som Sørens Camping
1. juni 2015 Åbner vi en lille afd. på Bornholm igen ude på Nordskoven Strand Camping i Rønne,

mvh
Søren E. Kure Olsen
Kontakt
Sørens Camping
Teglvænget 7-9
7400 Herning
97161418
so@scamping.dk

Find vej
Sørens Camping  |   Teglvænget 7-9  |   7400  Herning  |   97161418  |   so@scamping.dk