+45 97161418  

Camp-let pressemeddelelser


Nu får en af Danmarks campingikoner - en kendt søster

Der sker store ting i den danske campingbranche: Begivenheder, der vil have stor betydning ikke bare i Danmark, men også på eksportmarkederne i Europa.
To af Danmarks klassiske camping ikoner Isabella og Camp-let bliver søsterselskaber under moderselskabet Oaking Group, der som stabsfunktion for administration og økonomi skal sikre, at fokus i de to selskaber er rettet mod udvikling og nytænkning.
Oaking Group blev stiftet som moderselskab for Isabella d. 1. januar 2016 for at sikre både generationsskiftet i virksomheden og fortsat gode rammer for udvikling af Isabella - og nu også Camp-let.

Næsten ens historie – og ens mentalitet
Begge virksomheder har været drevet af ejerfamilierne siden starten. Isabella blev startet i en garage i Vejle i 1957 af Søren Odgaard. Året før konstruerede Christian Nissen i Gram en sammenklappelig teltvogn. Det var dog først i 1969 at den Camp-let, som vi kender i dag, kom i produktion. Det var før campingvognen for alvor blev økonomisk tilgængelig. Campingferie var forbundet med telte. Camp-let var den lette måde at sætte et telt op på. Og telte og campingudstyr havde i forvejen nået et omfang, hvor der ofte skulle en trailer til at have det hele med på.
Det mentale slægtskab mellem de to virksomheder er tydeligt. De bygger på de samme værdier: Høj kvalitet og et vedvarende ønske om at udvikle og forbedre. Derfor har Isabella også i mere end 20 år stået for produktionen af teltene til Camp-let vognene.

Tilfredshed hele vejen rundt
Administrerende direktør for Oaking Group Lars Bilde lægger især vægt på de mange dygtige medarbejdere, der nu kommer ind i familien: Både Isabella og Camp-let er helt unikke mærker drevet frem af ildsjæle og dygtige medarbejdere. Det moment kan vi både fastholde og udvikle i de nye rammer.
Vi er stolte af, at Camp-let nu er en del af familien. For os er samarbejdet med vore forhandlere alfa og omega og nu har vi en større samlet pakke at gå ud med. Vi får en større samlet distribution og samtidig kan vi få endnu større udbredelse af det meget store udvalg af camping accessories som bl.a. campingmøbler, tæpper og læsejl, vi har meget succes med lige nu. Både Isabella og Camp-let er nået til der, hvor de er i dag gennem organisk udvikling. Nu har vi en situation, der for alle rummer masser af potentiale og muligheder for synergi, men vi er stadig mest til få, men sikre skridt fremad.
Også Hans Jørn Nissen – søn og nevø af grundlæggerne Poul og Hans Nissen og indtil nu ejer af Camp-let - er meget tilfreds med at komme ind under den ny paraply: Vi ser idéen med Oaking Group som en stærk nytænkning i den danske campingbranche. Et selskab, der både har til formål at støtte og styrke virksomheder som Camp-let, er det bedste ejerskab, vi kunne drømme om.

14.09.2016

Teltvogn i efteråret - kan man det?

Ja det kan man godt - i hvert fald hvis man er Lis Møller og Kjeld Larsen. De rejser nemlig Danmark rundt med deres Camp-let fra det tidlige forår og indtil oktober, hvilket er noget af det bedste de ved.

Luksus telt på hjul
58-årige Kjeld havde aldrig tidligere camperet, da han mødte Lis Møller fra Sønderborg. Det havde den 59-årige pædagogmedhjælper til gengæld.
Engang var Lis inkarneret teltholder, men valgte senere at skifte over til en Camp-let, blandt andet på grund af de bedre senge og et praktisk køkken.
- Jeg vil gerne have mere luksus, end man har i et villatelt, men der skal stadig være et telt omkring mig. Så der var heller ingen tvivl, da vi for tre år siden ville til at campere og købte en brugt Camp-let.
Når Kjeld Larsen kobler Camp-let’en på Toyotaens anhængertræk, ser han ikke bare frem til et par gode campingdage, men også nogle nætter med en dyb og rolig nattesøvn.
- Jeg er førtidspensionist på grund af en ødelagt arm. Derhjemme i Sønderborg sover jeg uroligt om natten og vågner ofte med en hånd, der ”sover” og gør ondt. Det er slet ikke tilfældet, når jeg er på camping. Det er kun en lille, men væsentlig sidegevinst at drage ud med vores Camp-let, fortæller Kjeld Larsen.

Ny teltvogn på messe
Parret udskiftede deres brugte Camp-let med en splinterny vogn, da de besøgte Camp-lets stand på Camping- og Fritidsmessen i Herning i foråret 2014:
- Vi skulle egentlig bare kigge, men inden vi så os om, havde vi handlet. Den nye vogn har i modsætning til den gamle en gaspatron, som hjælper til, når man skal åbne og lukke. Kjeld døjer med den ene arm, og nu kan jeg åbne og lukke vores teltvogn.
Der kom også en del ekstraudstyr med i pakken. Blandt andet er vognen udstyret med en bagagebærer, og begge kabiner er forsynet med en ekstra og ventilerende bund under madrasserne, for at give en bedre isolation.
Med de to bunde og et par små elektriske varmekilder kan parret nemt holde varmen om natten, også når det bliver køligt i ydersæsonerne. De camperer nu lystigt fra det tidlige forår til starten af oktober.

Dansk Camp-let er på jordomrejse

Steffan Krallinger og kæresten Melanie Heitner har taget mindst tre år ud af kalenderen for at køre verden rundt med en gammel Mercedes 190 og en Camp-let. Indtil videre har parret kørt 35.000 km og besøgt 9 lande på det amerikanske kontinent. Camp-let forhandles i 23 lande og på så fjerne destinationer som New Zealand, Sri Lanka og Sydkorea.
Nu får befolkningen i resten af verden også lejlighed til at hilse på den populære danske teltvogn. Den er nemlig draget på jordomrejse sammen med en gammel Mercedes og et tysk kærestepar. Mercedes'en er 32 år, Melanie Heitner er 33, Steffan Krallinger er 34, men Camp-let'en var til gengæld helt ny, da jordomrejsen begyndte for et år siden. Det tysk-østrigske par er beskæftiget inden for turisterhvervet, og selv om de har hele verden som arbejdsplads, lever de ikke af at sælge den rejseform, som de nu selv har valgt.
Det treårige jordomrejseprojekt hedder 5c100c, fordi parret skal besøge 5 kontinenter og 100 lande, før de vender tilbage til Tyskland. - Vores tur har været planlagt i flere år, og vi havde tænkt meget over vores overnatningsfaciliteter, indtil vi så en Camp-let på en messe i Düsseldorf sidste år. Den vogn er bare perfekt til formålet. Nem at slå op og nem at køre med. Mange steder kan vi også campere gratis med teltvognen, og så er det muligt at rejse på et meget lavt budget, fortæller Steffan Krallinger. Umiddelbart synes det voveligt, at parret har valgt en gammel Mercedes 190 med 290.000 kilometer til en barsk tur gennem Sydamerika, USA og videre til Australien, New Zealand og Centralasien. Men det er der en forklaring på. - En Mercedes som vores er en af de sidste biler, hvor alt er mekanisk. Der er ingen elektronik, og det betyder, at vi kan få bilen repareret på selv det mest primitive værksted overalt på kloden. Bilen blev sejlet fra Hamborg til Montevideo i en container sammen med nogle få reservedele, og det samme med vores Camp-let, fortæller Steffan og Melanie. - Der har været lidt bøvl med bilen, men til gengæld er Camp-let’en blevet vores bedste ven. Det tager os kun 10 minutter at slå den op, og vi sover fantastisk om natten. Desuden er den ved at blive fint dekoreret, for vi beder folk i alle de lande, som vi besøger, om at tegne eller skrive en hilsen på vognen.
Når turen er slut, kommer Camp-let’en på auktion, og pengene skal gå til et eller andet projekt til fordel for børn, fortæller parret. Han og Melanie havde aldrig boet sammen, inden de drog på jordomrejse, så turen er også en test, om kærligheden kan holde, når man bor to mennesker sammen i en teltvogn. Det går også fortrinligt, lyder meldingen. Turen er finansieret gennem parrets opsparing, sponsorater og indtægter fra salg af de tv-optagelser, som parret laver. Camp-let har stillet en Camp-let Classic til rådighed for de tyske globetrottere mod til gengæld at gøre brug af erfaringerne, når en vogn skal ud at køre så mange tusinde kilometer og under alle tænkelige vejr- og vejforhold. Foreløbig har Camp-let’en været på slæb 35.000 km og besøgt 9 lande på det amerikanske kontinent.
Følg 5C100C hver uge på: http://www.camp-let.com/info/news/5c100c/
Se videohilsen fra Melanie og Steffan på: https://www.youtube.com/watch?v=JZmB2S1qPoQ&feature=youtu.be
Steffan Krallinger og kæresten Melanie Heitner har taget mindst tre år ud af kalenderen for at køre verden rundt med en gammel Mercedes 190 og en Camp-let

Camp-let i Sydamerika

Camp-let som base for kvindenetværk

Der er altid mangel på hotelværelser, når Round Table og Ladies Circle holder landsmøde på samme tid og i samme by. I den situation er det slet ikke tosset at have en Camp-let ved hånden.
Danmark er blevet et rigtigt netværksland. Cirka 25.000 danske mænd og kvinder er i dag medlem af en forening eller en forening, hvor man udvider de erhvervsmæssige kontakter eller sit personlige netværk. Således også i Rødding i Sønderjylland, hvor Round Tables søsterklub, Ladies Circle, har omkring en snes medlemmer og er ved at få godt fodfæste i området. Udover det lokale netværk i klubben, er der også masser af networking under landsmødet, som i år fandt sted i Holstebro. Her var der dobbelt landsmøde for såvel Round Table som Ladies Circle. - Der var alene 500 deltagere til Ladies Circles møde, og da Round Table også var til stede, var der så mange gæster i Holstebro, at man hurtigt kom i bekneb for hotelværelser.
Vi var 5 deltagere fra Ladies Circle i Rødding og havde svært ved at finde overnatning. Da en af de andre deltagere foreslog at tage en campingvogn med, slog det mig, at vi selvfølgelig skulle bo i en Camp-let i stedet for. Det har jeg prøvet før, og den er altså noget nemmere at køre omkring med end en campingvogn, fortæller Anne Margrethe Schütt. Hun var som 33-årig den yngste af delegationen fra Rødding Ladies Circle, som er et netværk for kvinder fra 20-45 år fra alle samfundslag, uddannelser og erhverv.
Landsmødet i Holstebro begyndte fredag aften med en stribe mindre fester og sammenkomster rundt om i byen, hvor der var mulighed for at networke med medlemmer af andre Ladies Circle klubber. Om lørdagen var der landsmøde hele dagen, og om aftenen stor gallafest. Og det rygtedes faktisk hurtigt blandt landsmødedeltagerne, at der var 5 sønderjyske kvinder, som havde valgt en så utraditionel overnatningsform som en teltvogn.
- Pladsen var lidt trang, og jeg kan love for, at både kuffertrum og garderobestangen mellem sovekabinerne blev udnyttet til fulde. Vi skulle jo ikke bare have tøj med til en weekend, men også gallakjoler til lørdag aften. Når man skal kante sig rundt omkring hinanden, fordi alle skal klæde om og lægge makeup samtidig, giver det anledning til mange sjove episoder. Og der blev altså kigget en del efter os, da vi lørdag aften skridtede ud af campingpladsen i lange kjoler og højhælede sko, ler Anne Margrethe Schütt. - Jeg havde som den eneste camperet i Camp-let i forvejen, men der var flere af de andre, som var imponeret over den komfort, som vognen rummer.
Mange forestiller sig, at Camp-let er en primitiv campingform, men det er kun, indtil de har sovet en nat på gode madrasser i de to kabiner eller oplevet det funktionelle køkken, som også er bygget ind i vognen, siger Anne Margrethe Schütt.

Thomas lavede sin egen Camplet-ekspedition

35-årige Thomas Jeppesen tog orlov fra sit job for at realisere en gammel drøm – en køretur fra Gibraltar til Nordkap med en Audi 80 og en Camplet på trækkrogen.
Thomas Jeppesen fra Esbjerg er i sommer blevet noteret for en bedrift, som kun ganske få er forundt. Han har kørt tværs igennem det europæiske kontinent i en 21 år gammel Audi og med en Camplet på trækkrogen. 35-årige Thomas er til daglig maskintekniker hos det rådgivende ingeniørfirma ISC i Esbjerg.
Han bor alene og bruger masser af tid på at passe og pleje den Audi 80 fra 1989, som forældrene købte fra ny, og som han overtog, da de ville skifte den ud for 6 år siden. - Som barn camperede jeg med mine forældre i campingvogn, og for tre år siden købte jeg en brugt Camplet fra 2003. Jeg ville have en vogn, som jeg selv kunne håndtere og som er nem at køre med. Camp-let’en lever op til begge dele, og jeg kan holde en benzinøkonomi på 13,5-14 kilometer pr liter i Audien, når jeg har teltvognen med, fortæller Thomas Jeppesen.
Den 35-årige maskintekniker har i mange år drømt om den dag, han fik tid og råd til at køre fra Gibraltar til Nordkap, altså den næsten 6000 kilometer lange tur tværs gennem det europæiske kontinent, og i år havde han så sparet så mange penge sammen, at han kunne gå ind til chefen og bede om orlov. - Tidligere har jeg været af sted med Camplet i 2-3 uger om sommeren. Første år var jeg ved Gardasøen, året efter i Rom, og sidste år kørte jeg til det nordvestlige Spanien. Men en sommerferie rækker ikke til turen fra Spanien til Nordkap, så jeg bad om 10 ugers orlov uden løn, og det fik jeg. Det drejer sig som sagt om en strækning på 6000 kilometer, men Thomas har faktisk kørt mere end dobbelt så langt. Han skulle nemlig først til Gibraltar med Audi og teltvogn, og han skulle jo også hjem fra Nordkap igen. - Jeg har selvfølgelig ikke nær så meget bagage med som mange familier, men mit grej fyldte alligevel en hel del. Jeg havde proviant og tøj med til 4 uger ad gangen, og da Danmark meget belejligt ligger midtvejs på strækningen, kunne jeg halvvejs på turen køre hjem i en uge for at proviantere og vaske tøj, fortæller Thomas. Han har på intet tidspunkt følt sig alene på sin 10 uger lange ekspedition. Audiens musikanlæg har kørt på højtryk, og på campingpladserne er han hurtigt kommet i snak med andre danskere, når han slog Camp-let’en op. - Selve ruten er på 12.000 kilometer, men jeg nåede faktisk at køre en halv gang mere, mens jeg var af sted.
Hvis man drøner derudaf, kan man gøre turen Danmark-Gibraltar-Nordkap-Danmark på 3 uger, men jeg havde jo masser af tid til også at besøge seværdigheder.
Jeg lod derfor min Camp-let stå et par dage på de enkelte campingpladser og brugte den som base for ture ud i det pågældende område, fortæller Thomas. Nogle vil mene, at det er vovet at drage på langfart med en så gammel bil, men Thomas havde ingen bekymringer, og både han, bil og teltvogn nåede velbeholdent til Danmark igen.
Nu er Camp-let sendt i hi, hvor den kan samle kræfter, til Europas motor- og landeveje kalder igen næste sommer.
Om Sørens Camping
1. marts 2005 : Søren Olsen - bornholmer - er nu på egen boldgade med forretningen Sørens Camping mellem Herning & Snejbjerg.

Med næsten 30 år i branchen er Sørens Camping et sikkert sted at lave sin handel
Har pr. 1/2 2006 udvidet med Enggårdvej 31 og vi har også en hal på ca. 450m2
fra 2007 til 2010 havde vi en afd. i Klemensker på Bornholm.
Febuar 2008 Blev vi Camp-let center: Så vi Sælger nye Camp-letter.
se de sidste nye modeller hos os.
Jeg har over 28 års Camp-let erfaring.
1 dec. 2012 Åbner vi nye lokaler 1400 m2 på Teglvænget 7-9
1. marts 2015 holder vi 10 års jubilæum som Sørens Camping
1. juni 2015 Åbner vi en lille afd. på Bornholm igen ude på Nordskoven Strand Camping i Rønne,

mvh
Søren E. Kure Olsen
Kontakt
Sørens Camping
Teglvænget 7-9
7400 Herning
97161418
so@scamping.dk

Find vej
Sørens Camping  |   Teglvænget 7-9  |   7400  Herning  |   97161418  |   so@scamping.dk